fbpx
Høstdag 2023 – 13. august i Mosbjerg
16. juni 2023
Sommerferie 2023 – for børn og voksne
22. juni 2023
Høstdag 2023 – 13. august i Mosbjerg
16. juni 2023
Sommerferie 2023 – for børn og voksne
22. juni 2023

Tag på sommerferie 100 år tilbage i tiden – i Mosbjerg.

Der var engang, hvor skærme ikke fyldte så meget, som de gør i dag. Ja, de fyldte faktisk slet ikke noget, for de var ganske enkelt ikke opfundet, og det var også godt nok, for der ville ikke have været megen tid til at bruge dem. Dengang var dagligdagens gøremål i husholdningen nemlig meget mere tidskrævende, end de er i dag. Der var ingen vaskemaskine, der kunne vaske tøjet rent bare ved at trykke på et par knapper, heller ingen maskine, der klarede opvasken, ingen rindende vand fra en hane i køkkenet eller noget elektrisk komfur.

På Vendsyssel Historiske Museums afdeling i Mosbjerg kan du i skolernes sommerferie fra uge 26 (mandag d. 26. juni) til og med onsdag i uge 32 (onsdag d. 9. august) opleve, hvordan husmandsfamilierne på landet levede i den første del af 1900-årene, hvor der var mange praktiske opgaver, der skulle løses, for at dagligdagen kunne hænge sammen.

Der skulle f.eks. hugges brænde, tændes op i komfuret, luges i køkkenhaven, køerne skulle malkes med de bare næver, dyrene skulle fodres, der skulle muges ud, vandet skulle hentes ved pumpen, der skulle graves kartofler op til dagens varme måltid, der ofte blev serveret til frokost, og bages til eftermiddagskaffen. Måske var der også strømper, der skulle stoppes eller andet tøj, der skulle repareres og meget mere. Jo der var sandelig nok at få tiden til at gå med.

Alt dette kan du opleve, når du besøger husmandsfamilierne, der her får et afbræk fra dagligdagen anno 2023 og skruer tiden over 100 år tilbage, hvor de oplever en helt anden form for samvær med familien end i dag. De glæder sig alle til at tage imod museets gæster, så kom endelig på besøg og få en hyggelig dag ved husmandsstedet i det smukke landskab, der omgiver museet på Landskab og Landbrugsmuseet i Mosbjerg.

Læs mere om afdelingen i Mosbjerg ved at KLIKKE HER!