MUSEUMSHAVEN OG URTEHAVEN

Museumshaven

Museumshaven er den smukkeste plet i Hjørring by. Her mødes natur og kultur i skønneste forening. Og det kan knap nok siges at være et tilfælde.

Haven er anlagt af selveste C. Th. Sørensen, manden der satte havearkitektur på det danske landkort. Vi kan med rette være stolte af, at have en sådan attraktion i vor midte. Når man så er så heldig, at kunne forene havens skønhed med bygninger og historier af højeste kvalitet, kan man forsigtigt spørge: Hjerte, hvad vil du mere? Her er gamle krogede træer, som synes at kringle sig tilbage til svundne tiders middelalder, store plæner som i sig selv antyder vidderne i den vendsysselske natur.

Man kan sætte sig på klassiske, hvide bænke og bare nyde den omgivende æstetik. Og se urtehaven, anlagt til ære for Sindal Gl. præstegård, en bygning fra 1600-tallet, som blev fragtet hertil i 1929. I urtehaven kan man nyde et fremragende udvalg af planter og lære.

Mulighederne er utallige. I museumshaven.

Urtehaven

I 1929 blev en del af Sindal gl. Præstegård genopført i museumshaven, og i forbindelse med indvielsen af denne blev det besluttet at anlægge en urtehave foran præstegården.

Farmaceut Egerstad fra Brønderslev og stadsgartner Nielsen fra Hjørring fik til opgave at lave et anlæg bestående af lægeplanter, som indtil Reformationen hovedsageligt havde været dyrket i klosterhaver af munkene og senere anvendt af kloge koner og mænd som folkemedicin.

I 1941 lavede C. Th. Sørensen en samlet plan over hele museets haveanlæg incl. urtehaven. Det er i denne forbindelse, at buksbomhækken bliver plantet. Søren Carl Theodor Marius Sørensen (24/7-1893-12/9-1979) var sin tids førende danske gartneruddannede landskabsarkitekt og regnes i dag blandt verdens mest fremtrædende. Han fornyede havekunsten ved at lade sig inspirere af den moderne billedkunst samtidig med at han mere end nogen anden rettede sit fags opmærksomhed mod den sociale virkelighed. Han var blandt andet stor tilhænger af, at børn skulle have lov til at udfolde sig på egne præmisser. Disse tanker formulerede han i bogen ”Parkpolitik i sogn og købstad” i 1931.

Omfanget af C. Th. Sørensens virke er enormt og hans mere end 2000 projekter spreder sig meget vidt. Blandt hans arbejdes kan nævnes: Århus Universitetspark, De runde haver i Nærum, Egeskov urtehave og de geometriske haver i Herning.

I haven er der rig mulighed for at nyde en medbragt madkurv, spise en is, læse en bog, måske gå på museum eller bare nyde de smukke omgivelser.
VHM Museumshaven 2 VHM Museumshaven kort VHM Museumshaven Urtehaven