Smag Årets Bjesk før alle andre
2. februar 2016Bogudsalg på museet
11. februar 2016Spøgelser i Provstegården?
Provstegården, Vestergade 1, er en af Hjørrings smukkeste bygninger. Udenfor en hvidkalket drøm af en bindingsværksbygning fra 1700-tallet. Indenfor en perlerække af stuer med højt til loftet og veldekorerede paneler.
Her har præster og provster boet gennem århundreder. Her boede fx Provst Kampmann i slutningen af 1800-tallet. Hans børn var alle vældig dygtige og voksede op til kendis status. Sønnen Hack Kampmann blev en af Danmarks helt store arkitekter, Aarhus Teater og Politigården i København er et par af hans hovedværker. Men i dette smukke gamle hus, hvor en af rigets store arkitekter trådte sine barnesko, er der ikke altid helt stille.
Det gamle hus gemmer på hemmeligheder.
En dag var der besøg af en håndværker. Han hørte en puslen og mærkede nogen bag sig. Da håndværkeren bagefter spurgte, hvem der havde set til ham var svaret: ”Ingen”!
En af museets medarbejdere stod i en af Provstegårdens gange, lige ved trappen til 1. sal, da der gled en skygge forbi. Ganske sagte, som var det en person, der diskret kom gående.
En anden medarbejder har set skygger glide op af trappen og hørt puslen i krogene. Dette sidste bekræftes af dem, der har opgaven med at lukke bygningen af.
Lige nu tømmer museet bygningen for første gang i mere end 70 år. Har vi forstyrret nogle beboere? Museumsdirektør John Rendboe har svært ved at tro på spøgelser, men siger: ”Det er slet og ret utroligt. Enslydende beskrivelser af både lyde og skikkelser. Og det kommer fra særdeles pålidelige mennesker. Måske er der virkelig mere mellem himmel og jord.”
Provstegården åbnes snart igen for publikum.
Yderligere oplysninger:
John Rendboe
Tlf. 30 38 86 44