Hjørring i brand

I århundreder var Hjørring en brandfælde. Igen og igen oplevede hjørringenserne, at dele af deres by blev flammernes bytte, og både ejendomme, indbo og menneskeliv gik tabt i kampen mod ilden.

Store dele af Hjørring brændte ned i 1570, igen i 1647, i 1693, i 1702, i 1762, i 1779, i 1792 og i 1819. To af de helt store brande skal omtales her.

I slutningen af juli 1693 blev Hjørring ramt af en stor brand, hvor stort set hele byen, på nær nogle enkelte bygninger, brændte ned. Skaderne var så voldsomme, at Hjørring dårligt nok kunne siges at eksistere som bysamfund, da ilden døde ud. Selv rådhuset var blandt de nedbrændte bygninger, og indbyggerne så ingen anden udvej end at skrive til kong Christian 5. for at bede om at slippe for at betale skatter og afgifter i et stykke tid. Kongen var lydhør, og i februar 1694 blev Hjørring fritaget for skatter og afgifter i 12 år.

I august 1819 gik der ild i rebslager Peder Pedersens bageovn. Hans gård lå, hvor Jernbanegade nu møder Springvandspladsen. Ilden spredte sig hurtigt, og i løbet af en times tid havde ilden fortæret det meste af Østergades sydside. Fra amtsforvalterens gård (Østergade 12) sprang ilden over gaden og antændte justitsrådinde Brands gård (nr. 15), hvorefter ilden raserede ud ad gaden. I alt ødelagde branden 57 bygninger.

Metoderne til at slukke brand var i begyndelsen primitive. Læderspande til vand var i mange år det eneste, hjørringenserne havde til formålet. Senere kom hånddrevne pumper til. I dag har Falck i Hjørring et fuldt ud moderne slukningsmateriel til rådighed.

(Kort over udbredelsen af den store ildebrand i Hjørring 1819.)