Vinterferie 2022 i Hjørring
15. februar 2022Høstdag i Mosbjerg – 2022
9. august 2022Sommerferie for HELE familien – 2022
I hele juli er der MASSER af spændende aktiviteter på museets afdelinger i Hjørring, Hirtshals og Mosbjerg.
I HJØRRING kan du i hele juli og frem til første uge i August besøge DEN GAMLE KØBMANDSBUTIK på Vendsyssel Historiske Museum, og opleve en autentisk købmandsbutik anno 1950’ernes. Dengang var det normalt at gå op til købmanden og fortælle hvad man gerne ville have, og så fandt han mælk, brød, pølser, kaffe mv frem. Du kan her opleve duften, som vi alle kender fra de gode, gamle dage eller måske fra bedsteforældrene. Butikken er betjent af pensionerede købmænd, der sælger alt lige fra hjemmebagte småkager, spegepølse og kaffe til lys, bolsjer og meget, meget mere. Kom ind og duft, og få en snak om erstatningskaffe, hjemmelavet bagværk og dengang hvor alt gik lidt mere roligt.
Sommerferien er også den bedste tid på året til at besøge MUSEUMS- OG URTEHAVEN, som netop er blevet udråbt som værende en ’særlig betydningsfuld have’, blandt blot 17 andre haver i Danmark – og samtidigt kan man se den nye udstilling om urtehaven i Sindal Gamle Præstegård, hvor flere af urtehavens 145 planter bliver beskrevet, bl.a. med de fine gamle Flora Danica-illustrationer. Præstegården er fremover åben året rundt i museets åbningstid, som et sted man kan nyde mad og drikke fra museumscafeen, eller egen medbragte madpakke.
Derudover er der stadig mulighed for at gå på opdagelse i de fine nye udstillinger om livet under Anden Verdenskrig, ”VENDSYSSEL BESAT”, og den fascinerende historie om den lokale kraniekult i Vendsyssel i jernalderen, ”DØDENS TEATER”.
I HIRTSHALS kan du komme med på rundvisning i de tyske bunkeranlæg på BUNKERMUSEET, som var meget stærkt befæstet under Anden Verdenskrig. Du kan se nogle af de 70 lokaliteter, der er i tyskernes gamle 10. Hærkystbatteri – vi ser på udstillinger i beboelsesbunkere, hospitals- og køkkenbunkerne og meget mere. Vi vil på rundvisningen også færdes i løbegravene mellem bunkerne og få en fornemmelse af, hvordan det var at være tysk soldat i dette lille hjørne af den store krig. Rundvisningen foregår søndag-torsdag i uge 26 – 31 og starter kl. 14.00 til ca. 15.30.
Hele juli måned er der masser af sommeraktiviteter i den hyggelige museumshave ved HIRTSHALS MUSEUM. Pensionerede fiskere, vodbindere m.fl. står klar til at demonstrere deres spændende håndværk og til at fortælle røverhistorier fra de syv have – selvfølgelig på vendelbomål. Gæsterne kan blandt andet være med til at slå reb, bøde net og lave sjippetov eller langereb. Herudover fremstilles der hængekøjer, flaskeskibe, sommerhusflag, ringspil og meget andet. Skulle sulten melde sig kan man i Fiskekrogens bod købe velsmagende fiskeretter til meget rimelige priser.
I museumshaven kan man også se mange af de krydderurter, der er anvendelige til BJESKFREMSTILLING. Hver onsdag i juli på Hirtshals Museum kl. 10.30 vil der blive fortalt om de aktuelle planter og fremstillingen af bjesk. Medbring evt. din egen Brøndums Snaps og få den forvandlet til en flaske bjesk i bedste Signe Hansen tradition.
I MOSBJERG kan du skrue tiden 100 år tilbage, og nyde en dag på landet. I skolernes sommerferie fra uge 26 til og med uge 31, kan man opleve, hvordan familierne i HUSMANDSSTEDET på landet levede i den første halvdel af 1900-årene, hvor der var mange praktiske opgaver, der skulle løses, for at dagligdagen kunne hænge sammen. Der skulle f.eks. hugges brænde, tændes op i komfuret, luges i køkkenhaven, køerne skulle malkes med de bare næver, dyrene skulle fodres, der skulle muges ud, vandet skulle hentes ved pumpen, der skulle graves kartofler op til aftensmaden og bages til eftermiddagskaffen. Måske var der også strømper, der skulle stoppes eller andet tøj, der skulle repareres og meget meget mere. Jo der var sandelig nok at få tiden til at gå med. Alt dette kan du opleve, når du besøger husmandsfamilierne, der her får et afbræk fra den travle nutidige dagligdag, og i stedet nyder en anden form for samvær med familien. De glæder sig alle til at tage imod jer, så kom endelig på besøg og få en hyggelig dag ved husmandsstedet i det smukke landskab, der omgiver museet på Landskab- og Landbrugsmuseet i Mosbjerg.
Du kan også se den helt nye og flotte informationsudstilling “PORTEN TIL NATURPARK TOLNE” på Landskabs- og Landbrugsmuseet i Mosbjerg, som åbnede i starten af juni. Her kan du lære om områdets natur og historie.
Hvis du er i nærheden af RUBJERG KNUDE FYR, kan du komme til foredrag om selvsamme. Her besvares alle de spændende spørgsmål om fyret: Falder fyret alligevel snart i havet? Hvor kommer sandet fra, og hvor er det på vej hen? Gennem små eksperimenter finder vi ud af, hvad sandet egentlig består af, og hvordan man kan dæmpe sandflugten. Naturvejlederen fortæller om fyrets dramatiske historie, kampen mod sandflugten og dannelsen af det imponerende landskab. Dette sker tirsdag d. 5. og 12. juli, samt 2. og 9. august.
I Lønstrup kan du komme til FANGST I STRANDKANTEN. Denne eftermiddag kan familien være aktiv sammen på stranden ved Lønstrup. Her kan du låne et rejestrygenet, og med det i hånd kan du fange rejer og småfisk. Herudover fanger vi nok nogle krabber. Fangsten samles i et lille akvarium, og der fortælles om fangsten. Dette sker 13. juli og 3. august.