Trompgård-vognen -et nyt fund af en Dejbjergvogn.

Vendsyssel Historiske Museum har nyligt afsluttet en udgravning af et unikt fortidsfund.

Af Jeppe Boel Jepsen

Det drejer sig om et gravfund, der har indeholdt delene af en pragtvogn fra ældre jernalder, lige fra tiden omkring Kristi fødsel. Vognen har været lagt på et ligbål, sammen med drikkehorn, drikkeglas, bronzekedel, et brætspil med spillebrikker af glas, kostbart klæde og smykker af sølv og guld. Vognen har været rigt dekoreret med beslag af bronze, og det er fragmenter af disse, der er bevaret. Sammensætningen af gravudstyr gør at denne grav er en af de absolut rigeste grave i Danmark fra overgangen mellem førromersk og romersk jernalder.

Vognen er af typen Dejbjerg-vogne, opkaldt efter fundet af to sådanne pragtvogne i Dejbjerg Præstegårdsmose i 1881 og 1883. Vognene er fremstillet i Sydøsteuropa i tiden mellem 300 f.Kr og 100 e.Kr, og importeret herop.

Louise Stahlschmidt med en af de første ornamenterede og rødemaljerede bronzehoveder til pyntesømmene fra vognen. Foto Nanna Stahlschmidt.

Amatørarkæologerne omkring Vendsyssel Historiske Museum har to store sæsoner, når markerne pløjes og tilsås til vintersæd eller til sommersæd. Sidste år, i dagene lige inden afgrøderne stod for højt skete det. En af museets tilknyttede detektorfolk, Louise Stahlschmidt kontaktede museet med nogle smelteklumper, noget mærkeligt smeltet bronze, hun havde fundet mellem Bjergby og Mygdal. På et af bronzestykkerne var der noget særligt ornamentik, der er ganske sjældent, men karakteristisk for den ældste romerske jernalder, og så er det den samme ornamentik, der er på Dejbjergvognene. Men når noget er for til at være sandt, så er det som regel også. Louise fortalte så, at der med i fundet også var nogle sjove knapper, som lignede noget fra en gammel herrefrakke. Med ét blev det hele meget, meget spændende. Et foto sendt over telefonen bekræftede, hvad enhver arkæolog kun tør håbe på. Knapperne var de karakteristiske nittehoveder fra en Dejbjergvogn. Det er en type fund, der er så sjældne, at der ikke var ikke noget at sige til, at Louise havde kaldt dem for knapper. Det var knap til at fatte, om man så må sige …

Museet blev bevilliget penge til en undersøgelse på stedet fra Slots- og Kulturstyrelsen, og så måtte vi vente på at afgrøderne blev høstet, vejret var med os og det var muligt at få en gruppe amatørarkæologer med. Denne type fund kan nemlig ikke graves uden museets uvurderlige amatørarkæologer. Det stod klart, at vognen havde været på et bål, de fleste af delene var kraftigt smeltede. Delene var spredt ud over adskillige hundrede kvadratmeter. Vi forstod, at der var tale om en oppløjet brandgrav, men vi ville gøre forsøget at lokalisere graven, mens amatørarkæologerne med deres metaldetektorer søgte efter flere stumper og fragmenter fra gravfundet.

To af de efterhånden mere end tyve ornamenterede og rødemaljerede sømhoveder af bronze til pyntesømmene fra vognen. Foto VHM.

Gravudstyret, der har været medgivet i denne grav er ganske enestående, og på baggrund af studier af de enkelte deles placering omkring graven, er det muligt at få et overblik af hvad der har foregået ved ligfærden. Hele udstyret er inden gravlæggelsen blevet målrettet ødelagt, før det sammen med den døde er blevet brændt. Enkelte dele er under denne destruktion smuttet fra de personer, der skulle forberede ligbålet.

Kort over vogngravsfundene fra Danmark og Nordtyskland. Grafik VHM.

Der kendes i dag fra Danmark og Nordtyskland otte fund af disse sjældne vogne. Vognene er hovedsageligt fundet på ældre jernalders bopladser, hvor de karakteristiske bronzebeslag bliver fundet i og mellem husene. Tre af de tidligere vognfund er fundet som gravgaver i enestående rige grave, mens vognfundet fra Dejbjerg er to vogne, der har været nedlagt som offergave i en mose. Det har længe været et mysterium, hvorfor disse mageløse importerede vogne kunne ligge spredt ud på bopladser, når de tydeligvis var så værdifulde, at de ellers indgår i magtelitens grave. Det nye fund af en pragtvogn fra Trompgård bidrager her med ny sjælden viden.

De frivillige amatørarkæologer slippes løs, og jagten går ind. Foto VHM.

Fra venstre Claus Thrane, René Skjødt, Louise Stahlschmidt og Søren Lund Sørensen. Uden for billedet, Per Holm. Derudover medvirkede Rasmus Gregersen og Lars Palmå. En stor tak til de frivillige, der brugte adskillige dage af deres vinterferie på udgravningen. Uden deres metaldetektorer og deres store ekspertise, ville udgravningen have været helt umulig at gennemføre.

Gravgaverne er, efter bålet gik ud af sig selv, blevet indsamlet sammen med den gravlagtes brændte ben, og lagt i en urne. Urnen har været sat i graven, og brandgruben tildækket. Graven er bagefter, efter et ukendt tidsrum, blevet genopgravet, og gravudstyret er herefter blevet flyttet til en landsby kun få hundrede meter fra graven. Denne bebyggelse er tidligere blevet delvist undersøgt af museet. Denne jernalderlandsby blev samtidigt med fundet af vognen afsøgt med detektor, og på denne boplads er der ligeledes fundet dele af gravudstyret. Her er således tale om en slægt, der bestyrker deres besiddelser, deres status og deres forbindelser med andre elitefamilier ud over Europa, ved en forfædrekult, ikke bare ved gravene, men også på bopladserne.

Forhåbningerne var ikke store, der var bittesmå smeltede bronzestumper over det hele, og det så ikke ud som der ville være noget bevaret. Der var afsat fire dage, og vi ville ikke give os uden en kamp! I den ellevte time på dag tre skete det, graven blev fundet. Frosten stod for døren, og undersøgelsen stod til at skulle slutte næste dag, så det var med stor bekymring, at den første lille bid af graven blev undersøgt. Der kunne jo ligge alt muligt skrøbeligt, som kunne være tidskrævende at udgrave. Stor blev overraskelsen, og den første skuffelse, der hurtigt blev vendt til glæde. Graven var, med undtagelse af et lille ornamenteret bronzesøm, tom. Lige midt i den kunne man endda se sporene fra plyndringen.

Det kan lyde mærkeligt, men efter den store skuffelse lige var sunket ind, så kom den store åbenbaring. Graven var blevet tømt med vilje, hullet fra genopgravningen var så tydeligt, og kun lige lidt rester fra kremeringen og et lille stykke brændt ben lå tilbage i graven. Nu har vi forklaringen på de vogndele, der bliver fundet på bopladserne. Både vogndelene fra Dankirke og fra Giver har været påvirket af kraftig varme, de har også oprindeligt været en del af et fyrstegravsudstyr fra den tidlige jernalder. Vognegraven fra Kraghede ligger endda anlagt direkte på bopladsen.

Et udvalg af de fragmenterede beslag af bronze der har siddet på vognen. Foto VHM.

Et udvalg af de fragmenterede beslag af bronze der har siddet på vognen. Foto VHM.

Gravudstyret, som det ser ud for nuværende har bestået af: Den store firhjulede kørevogn med bronzebeslag, der har været sømmet fast med pyntesøm af jern og bronze med rød emalje indlæg. En fingerring af guld. Mindst et drikkehorn, fremstillet af kohorn med prydbeslag af bronze. Et drikkeglas. En bronzekedel. En bronzefibel. En dragt eller et klæde omkring den døde, der kan på et fragment iagttages aftryk af tekstil. Et sæt spillebrikker, eller dvs. der er kun fundet en glasspillebrik, men de øvrige har sandsynligvis også været tilstede. Der er fundet et fragment af smeltet sort glas ved afsøgningen. Et eller flere drikkebægere af typen Boscoreale. Det må nævnes at dette udstyr er stærkt fragmenteret, og i selve graven blev der kun fundet et enkelt overset pyntesøm. De brændte eller varmepåvirkede genstande, der blev fundet omkring graven er det materiale, der er blevet frasorteret efter ligbrændingen. Ved indsamlingen efter bålet er gået ud, har enkelte dele af gravgaverne været fuldstændigt uigenkendelige, de har eksempelvis efterladt flere smelteklumper af sølv, som ikke længere kunne genkendes.

Pragtgenstandene fra udgravningen. Fragmentet af guldfingerringen er 4,5 mm bredt og 16 mm langt. Spillebrikken af glas er er 18 mm bred. De tre største og bedst bevarede sølvfragmenter, der blev fundet nede i en muldvarpegang. Det lange smalle stykke i billedets nederste venstre hjørne er 22 mm langt. Foto VHM.

Det der virkelig gør dette fund helt unikt, er fundet af små fragmenter af sølvblik. For nuværende afventer stykkerne afrensning og konservering, men et røntgenbillede taget af Bevaringscenter Nordjylland, har allerede afsløret hvad der gemmer sig, under laget af indtørret jord på det 23×19 mm store stykke. På det lille fragment ses en hest i spring. Lige i kanten af fragmentet ses en krøllet bule, det er et knæ fra en rytter. Mellem hestens forben er der et mandshoved, der desværre ikke ses så tydeligt på røntgenbilledet. Hestens seletøj er fint forgyldt. I kanten af fragmentet sidder der stadig bevaret en lille bronzenitte, nitten er 2mm bred. Ved udgravningen blev der fundet yderligere 2 af disse nitter, begge med et lille skive af sølv ind imellem. Tykkelsen på sølvet er kun 0.03 mm, og de små fragmenter har kun overlevet de to-tusinde år i mulden ved at falde ned i en muldvarpegang, og dermed undgå at blive ødelagt af ploven. Stykkerne er klippet eller hugget i stykker, og lå i området lige øst for graven, hvor glasspillebrikken og den lille stump af guldfingerringen også blev fundet. Det er her de finere dele af gravgaverne er blevet forberedt til bålet.

Røntgenbillede taget af Bevaringscenter Nordjylland, BCN. Foto Lone Billeschou Juhl.

Det store fragment af det forgyldte sølvblik her sat op side om side med røntgenbilledet. Hesten er meget tydelig, mens ansigtet mellem hesten forben desværre ikke kan ses. Om fragmenterne virkelig er fra et sølvbæger lig de kendte fra Hoby, eller fra et pyntebeslag fra seletøjet vil forhåbentligt vise sig efter afrensningen og konserveringen. Det er under alle omstændigheder ikke normalt at der sidder bronzenitter på drikkebægre af typen Boscoreale. Men det er kendt at på drikkebægre uden hank, har man her i Skandinavien sat sin egen hank på. Der kendes eksempler på det fra selve Hoby-graven, Mollerup-graven og fra Hedegård-gravpladsen. Hvis man i øvrigt vil se en af de prægtigste romerske sølvskatte, så er Berthouville-skatten i øjeblikket udstillet på Glyptoteket.

Lerkarret fra Kraghede. Foto Lennart Larsen/Nationalmuseet.

Det er endnu ikke sikkert afgjort hvad stykkerne oprindeligt har været. De kan være fra et drikkebæger lig de der blev fundet i Hoby-graven på Lolland. Motivet på fragmentet af sølvblik er ligeledes ikke ukendt, det kaldes ”Den Thrakiske Rytter”, og består almindeligvis af en jagtscene, med en rytter til hest sammen med en hund. Der kan være typiske jagtdyr såsom vildsvin og hjort med i scenen, og noget mere sjældent er der tale om kampscener mellem rytteren og fodfolk. Motivet er på ingen måde ukendt i Vendsyssel. På gravpladsen ved Kraghede, Øster Brønderslev, blev der i 1908 fundet både en vogngrav med en pragtvogn og, et unikt lerkar. Lerkarret er lokalt fremstillet, men på karret ses en jagtscene med den Thrakiske rytter. Karret fra Kraghede-gravpladsen er en efterligning af et Thrakisk fremstillet drikkebæger, og måske endda et forsøg på at kopiere det drikkebæger, der endte med at blive klippet i stykker og brændt på ligbålet ved Trompgård.

Gravhøjen ved Karanovo. Foto Veselin Ignatov.

Arbejdet med at analysere de mange fund er langt fra afsluttet, forud ligger endnu mange timers arbejde med endeligt helt at forstå de mange hundrede deles, helt præcist 405 dele, betydning. Men inden vi afslutter, skal vi så ikke lige kigge på den absolutte prægtigste vogngrav, der hidtil er fundet, Karanovo-graven. En gravhøj, der ligger midt i Bulgarien, i provinsen Stara Zagora. Fundet blev gjort da det lokale museum afholdt en udgravning ikke langt fra højen. De bemærkede to nye røverhuller i højen, og undersøgte sagen.

De to anlæg, den murede kammergrav, og vogngraven med de to heste.

Det ene af røverhullerne havde ramt lige ned i en kørevogn. En ualmindelig velbevaret en. Den bagerste del af vognkassen var blevet ødelagt, men eller var vognen intakt. De havde opdaget røvhuls-røverhuls-graverne lige i sidste øjeblik. En regulær udgravning blev iværksat, og kun få meter ind mod højmidten lå der en muret hvælvet kammergrav. Tegning Veselin Ignatov.

Den rigt udstyrede kammergrav. Foto Veselin Ignatov.

I graven lå de brændte ben fra en mand. Udstyret omkring var overdådigt: lange og korte sværd, dolk, en ringbrynje, 5 spyd, 3 skjold, keramik, drikkeudstyr i sølv og bronze og et drikkehorn i glas, et sæt strigils, en kandelaber i bronze, toiletudstyr i en kasse med ornamenterede bronzebeslag. Juveler og smykker, bronze fibulae, guldringe med perler, sølvbeslag til bælter og sølvmønter fra Augustus og Tiberius.

De to drikkebægre af sølv af typen Boscoreale. Foto Veselin Ignatov.

Blandt udstyret var der to drikkebægre af sølv, af typen Boscoreale. Det er samme type drikkebægre, som muligvis også har været med i Trompgård-vogngraven.

Vognen i Karanovo-graven. Foran vognen var der to heste, kun få meter fra hestene lå der en hund begravet. Foto Veselin Ignatov.

Vognen var absolut fantastisk. Selv graven var en brandgrav, så havde vognen ikke været lagt med på bålet. Den bære tydeligt præg af at være meget sent produceret. Den savner de karakteristiske beslag i La Tené-stil, de er alle blevet erstattet af beslag i klassik stil, så der er ingen skæggede mænd eller tyre, men i stedet små buttede engle og hav-pantere.

På vognkassen havde der oprindeligt været placeret en stol, ikke ulig den, der menes at have siddet på den ene af Dejbjerg-vognene. Foto Veselin Ignatov.

Vognen var lagt med ned i graven, præcis som vognfundet på Kraghede-gravpladsen, hvor graven med dets udsyr lå i en grube, og den brændte vogn i en grube godt en meter derfra. Om det er det billede, der også gør sig gældende ved Trompgård-vogngraven, det vil videre analyser forhåbentligt afklare.

Valdemar Friis (1883-1943) med lerkarret fra Kraghede. Foto VHM.

Litteratur:

Egg, M. & Quast, D. (Eds) ”Aufstieg Und Untergang Zwischenbilanz Des Forschungsschwerpunktes Studien Zu Genese Und Struktur Von Eliten In Vor- Und Frühgeschichtlichen Gesellschaften« Mainz 2009.

Henriksen, M. B. ”Bålets betydning. Ligbrænding i Danmarks oldtid belyst ved arkæologiske fund og ligbrændigseksperimenter. ” Ph.D. –afhandling ved Københavns Universitet. Afl. 2016.

Ignatov, V. & Gospodinov, K. “Eine reiche Bestattung eines thrakischen Aristokraten aus dem1. Jh.n.Chr. bei Karanovo, Kreis Nova Zagora, Sudbulgarien” Archaeologia Bulgarica, XVII, 1 (2013),

Martens, J. ”Southeast European Influences In the Early Iron Age Of Southern Scandinavia. Gundestrup and the Cimbri” Acta Arch. Vol 66. København 1995.

Martens, J. ” The Pre-Roman Iron Age Cemetery at Kraghede.” Barbaricum 1992

Schousbo, P. O. ”Dejbjergvognene. Keltiske Impulser i førromersk jernalder. ”
Aarhus 2010.