fbpx
07 – Højstolen fra loftet
30. april 2020
09 – Sybordet
14. maj 2020
07 – Højstolen fra loftet
30. april 2020
09 – Sybordet
14. maj 2020

08 – Tækkenål fra barndomshjemmet på Ærø

Edith, 71, pensioneret lærer fra Hjørring:

“Jeg er født på et lille husmandssted ved Marstal på Ærø den 8. maj 1949. Da jeg var 17 år rejste jeg fra øen for at læse til lærer og endte efter få år på grund af min mand i Hjørring.

Det første billede er en tækkenål på ca. 70 cm. Da jeg var barn omkring starten af 1960 erne hjalp jeg flere gange min far med at reparere husets stråtag. Jeg blev placeret inde på loftet og min far “lappede” så taget udefra ved at binde nyt materiale på. Han stak den lange nål med høstbindegarn ind gennem taget. hvorefter jeg skulle tage den over en lægte og ud igen. Dette gentog vi så nogle gange. Far havde sit hyr med det tag, som var halvgammelt. Flere gange var han på stranden og hente ålegræs, som blev bugseret op på rygningen og sikret med hønsenet og gråspurvene var ret uønskede. Engang efter en storm fløj der så meget af taget, så vi så ret op i himlen. Da måtte en tækkemand tilkaldes. Stråtaget blev erstattet med plader engang i 1970 erne.

Det andet billede er ejendommen jeg og mine tre søstre voksede op på. Bygget i 1857 og min fars fødehjem. Min far brugte altid benævnelsen parcelist om sig selv, det stod også på alle breve og papirer. Der var til en start 5 tdr. land jord, det voksede til 7½ i min barndom.

Det sidste billede er en tøjrepæl. På billedet af ejendommen, der er taget ca. 1950, ser man ud over taget også den lokale “æggemand” der holder foran huset på sin ugentlige indsamling af æg i æggekasser. Desuden ses køerne på græs. De har lavet fine cirkler i græsset, fordi de står tøjret med et reb til en tøjrpæl. Tøjrpælen på sidste billede har jeg også taget med mig som minde. De to ting hænger i dag på min væg sammen med en krog til at flytte komfurringene med på det sorte jernkomfur. Minder om ting der ikke har været i brug i mange år.”

>> SE FLERE HISTORIER I ONLINEUDSTILLINGEN “MIT MUSEUM” HER!!!