fbpx

VÆR MED I EN FILM PÅ VENDSYSSEL HISTORISKE MUSEUM

I november åbner Vendsyssel Historiske Museum en udstilling om 500 året for reformationen. I den forbindelse vil museet lave en lille film, hvor vi skal bruge 95 forskellige mennesker – børn som voksne – der hver skal sige én sætning til en film.

I 1517 hængte Martin Luther en seddel med 95 teser (påstande) op på kirkedøren i Wittenberg, og dette blev startskuddet for den reformation, som skal ændre livet for mange i den vestlige verden, hvor vi går fra den katolske til den protestantiske kirke. Hver tese er typisk på én eller to linjer tekst.

Disse 95 teser danner grundlaget for reformationen, og for en videoinstallation til museets udstilling om samme. Museet vil have hver tese læst op af en ny person – 95 teser, 95 mennesker.

Og du kan deltage derhjemme fra, via din egen telefons videokamera!

DU SKAL SKRIVE til museet på: reformation@vhm.dk og sige du gerne vil deltage. Derefter vil du få tilsendt én af de 95 teser, som du så skal oplæse mens du, eller en ven, filmer dig. Alle er velkomne til at deltage – børn som voksne. Når du har modtaget din tese, har du en lille uge til at få optaget din film, og så skal du sende den ind til museet igen, hvorefter vi klipper alle filmene sammen til én lang film, som kommer til at køre i udstillingen.

Så hvis du vil være en del af den historiske formidling, er det nu du skal slå til.

HVORDAN OPTAGER JEG FILMEN?

Stort set alle mobiltelefoner har i dag et ret godt kamera til at optage film med. Jo nyere telefon, jo bedre. Hvis du ikke har det, kan du sikkert låne et af en ven. Ellers kom ind på museet, så optager vi det sammen. Hvis du har et rigtig filmkamera er du selvfølgelig også velkommen til at bruge dette. Du skal bare kunne sende filmen til os via email.

HVAD ER EN TESE?

Den tese du får tilsendt, som du skal indtale, kunne se ud som denne:

”30. Ingen kan være sikker på sin angers sandhed, endnu mindre sikker på fuld syndsforladelse.”

Du skal lære din tese udenad. Brug lige lidt tid på den, så den sidder på rygraden, og du kan sige den i søvne. Derefter er det tid til at finde kameraet frem.

Hvis du ikke kan huske din tekst, kan du gøre som jeg: Manuskript

HVOR SKAL JEG FILME?

Du kan optage din film lige hvor du har lyst til. I stuen, i køkkenet, over aftensmaden, på arbejde eller i skolen. Indendørs eller udendørs. Det er bare meget, meget vigtigt, at der ikke er for meget baggrundsstøj. Det skal helst kun være din stemme man kan høre. Vær derfor opmærksom på evt. maskiner, biler osv. i baggrunden – og hvis det blæser. Evt. lav nogle eksperimenter, og se/lyt dem efterfølgende i et stille lokale.

OPTAGELSEN

Din film skal klippes sammen med 94 andre film, så vi får én lang film med alle 95 teser oplæst. Dette kræver et par små praktiske ting:

Det bedste vil være, hvis du får en ven til at hjælpe dig med optagelsen. Din ven kan holde kameraet, mens du fokuserer på at oplæse din tekst. Kameraet SKAL holdes vandret (altså IKKE på højkant), og det mest optimale er, hvis du i kameraet fylder fra ca. midt på dit bryst og ca. 5-10 cm. over dit hoved. Hvis du holder kameraet selv, skal du gøre det i strakt arm (selvom du garanteret er et smukt menneske, skal dit ansigt ikke fylde HELE skærmen!) – eller evt. brug en selfiestang. Sørg for der er godt med lys, og ikke alt for mørkt. Dagtimerne er bedst at filme i.

Når kameraet begynder at optage, skal du kigge stille og roligt ind i kameraet i 5-10 sekunder uden at gøre eller sige noget, hvorefter du begynder at sige din tekst. Når du er færdig med at snakke, skal du fortsætte med at kigge stille og roligt ind i kameraet i 5-10 sekunder igen, uden at bevæge dig. Bare rolig, disse sekunder, hvor du ikke gør noget, bliver klippet væk i den endelige film. Det er bare meget vigtigt, at du ikke starter eller stopper for hurtigt, da vi så ikke kan bruge det i den endelige film.

Det kan sagtens være, at du skal optage din film 2-3-5 gange, indtil du selv er tilfreds. Man kan nemt komme til at kludre i teksten (da det jo ér 500 år gamle tekster), og det er vigtigt den er korrekt gengivet.

SEND DIN FILM

Når du er færdig med din film, skal du sende den ind til os via email. Send den ukomprimeret  og i så høj opløsning som muligt, til adressen: reformation@vhm.dk – og skriv i emnefeltet hvilket tese-nummer du har.

Kontakt os på:

reformation@vhm.dk
X