Bunkermuseet, som under besættelsen fungerede som tyskernes 10. Batteri, var under anden verdenskrig en del af ”Støttepunktsgruppe Hirtshals”. Denne bestod af to hærkystbatterier, som begge blev bygget fra sommeren 1941, en forstærkerstation, bygget fra efteråret 1941, tre infanteristøttepunkter, bygget fra foråret 1943, samt en modstandsrede, som blev bygget ved havnen fra efteråret 1943.
I forbindelse med angreb fra søsiden skulle de to hærkystbatterier benyttes. Det drejede sig om 9. Batteri, som blev placeret omkring to kilometer øst for havnen, og 10. Batteri, som blev placeret ved Hirtshals Fyr, altså cirka to kilometer vest for havnen. De to batterier var fra oprettelsen i 1941 hver udstyret med fire franske 10,5 cm feltkanoner, senere blev denne bevæbning dog kraftigt forstærket med blandt andet luftværnskanoner, panserværnskanoner og mortérer.
Uafhængigt af de to hærkystbatterier blev oprettelsen af en forstærkerstation imellem havnen og 10. Batteri påbegyndt. Denne skulle sørge for en forbedring af den telefonforbindelse imellem Tyskland og Norge, som tidligere havde været forsøgt etableret fra Frederikshavn. I første omgang var stationen placeret i en træbarak, men senere blev der bygget en bunker til formålet. Stationen blev også udstyret med maskingeværsstillinger, hvorefter den kom til at indgå i det egentlige forsvar af Hirtshals. Nu blev den i stedet betegnet som en modstandsrede og fik navnet ”Watzmann”.
For at lukke hullet imellem 9. og 10. Batteri, blev tre infanteristøttepunkter placeret herimellem, disse var dog trukket længere ind i landet, da deres formål, til forskel fra hærkystbatteriernes, først og fremmest var at afvise angreb fra landsiden. Infanteristøttepunktet ”Grossglockner” blev placeret på Stenbjerg, ”Brenner” blev placeret på Nejst og ”Zillertal” ved den gamle station. De tre støttepunkter var udstyret med panserværnskanoner, mortérer samt tunge og lette maskingeværer.
Udover støttepunkterne, som lå med en afstand på omkring 200 meter, blev der omkring Hirtshals anlagt et bredt bælte af minefelter, som både indeholdt fodfolksminer og panserminer. Bag minefelterne var der gravet pansergrave, som var cirka tre meter brede og to meter dybe. Herudover var hvert støttepunkt omgivet af pigtrådsspærringer, hvortil der var benyttet knap 146 ton pigtråd.
Sidst men ikke mindst påbegyndtes opbygningen af modstandsreden ”Bodensee” ved Havnegade. Modstandsreden havde til opgave at kontrollere, hvad der foregik på havnen, samt hvem der skulle have adgang hertil. Udbygningen i Bodensee gik forholdsvis langsom – angiveligt på grund af mangel på byggematerialer. Bodensee var udrustet med en 5 cm kanon samt en luftværnskanon.