VILLA FOR BRÆNDERIEJER
Adresse: Jernbanegade 5, 9800 Hjørring
Opført: 1875
Hack Kampmanns tidligste værk i Hjørring er bygningen på adressen Jernbanegade 5, som dengang hed Stationsvejen. Hack Kampmanns far, provst Christian Peter Georg Kampmann og bygherren, brænderiejer Jens Nielsen, var så vidt vides gode bekendte.
At Hack Kampmann er arkitekten til dette hus, er dokumenteret af en usædvanlig kilde – nemlig fru sadelmager Gamst, København, som var født omkring 1870 i Hjørring, og som i 1920’erne og 30’erne i en lang række erindringsartikler i Vendsyssel Tidende fortalte om Hjørring 50 år tidligere. I en artikel 8. april 1937 skriver hun blandt andet: ”Paa den nye ”Jernvejsgade” lod Brænderiejer Jens Nielsen i 1874 eller 75 opføre en meget smuk Ejendom. Det var den unge Arkitekt Hack Kampmanns Svendestykke. Hack Kampmann var søn af Provst Kampmann, og blev jo senere en af vore mest kendte Arkitekter, Professor m.m.”.

Et tidligt foto af Jernbanegade 5. Bemærk sidefløjenes rundbuede vinduer. Historisk Arkiv, VHM. Ukendt fotograf, mellem 1882 og 1898
Man ser for sig, hvordan provsten i samtale med brænderiejeren har bragt i forslag, at hans unge murersøn, der var på vej til Kunstakademiet i København for at uddanne sig til arkitekt, kunne slå stregerne til det forestående byggeri.
Desværre findes der ikke tegninger af det hus, der oprindelig blev opført. Som det fremstår i dag, er det præget af flere om- og tilbygninger. Historiske billeder viser dog, at det oprindelige hus bestod af midterpartiet afsluttet i hver ende af de let fremskudte frontgavle med afvalmet tag.
Bygningen var født med to rundbuede vinduer i hver frontgavl. De er desværre sidenhen erstattet af firkantede vinduer. Vinduerne i Asylet lidt længere nede ad gaden, var udført i samme stil, men også disse er for længst borte.

Den søndre sidefløj af brænderiejerens villa fotograferet kort før århundredeskiftet. Man kan tydeligt se detaljerne i den unge Kampmanns værk langs den brostensbelagte vej til stationen. Historisk Arkiv, VHM. Ukendt fotograf, 1898.
Bygningen har haft karakter og fremstået ganske herskabeligt. De dekorative elementer som lisener, vinduesindfatninger og taggesims var oprindeligt hvide, mens den grundlæggende, pudsede murflade var i en mørkere nuance. Den store kvist midt på taget er oprindelig, og vindfløjen øverst fortæller, at opførelsesåret er 1875.
I dag er bygningen forlænget i begge ender; men i den oprindelige stil. Desværre har huset sent fået tilføjet en række kviste, der ikke tilfører noget positivt til bygningens udtryk. Husets karaktertræk fremstår dog forholdsvis velbevarede.
Bygningen har gennem sine 150 år undergået om- og tilbygninger og lagt rum til forskellige virksomheder, fx bank, vinhandel, bedriftssundhedstjeneste, legetøjsbutik. I dag (2024) rummer den en restaurant.

Brænderiejerens villa er i dag restaurant og er blevet forlænget i hver ende af bygningen. Fotograf: Kristian Holberg Lindgren, 2024.

Den Danske Andelsbank deler bygningen med V. Mogensens Vinhandel. Historisk Arkiv, VHM. Fotograf: Matthæus Rasmussen, 1926.

V. Mogensens Vinhandel har overtaget en større del af bygningen. De rundbuede vinduer er nu erstattet af butiksvinduer i begge sidefløje. Historisk Arkiv, VHM. Ukendt fotograf, måske omkring 1930.

Billedet viser omtrent villaens oprindelige kerne. Facaden har dog gennemgået ændringer, da de oprindelige vinduer var rundbuede, og der er tilføjet en asymmetrisk kvist og tagvinduer. Fotograf: Kristian Holberg Lindgren, 2024.
Kilder:
- ”Fra det gamle Hjørring. Da Jernbanen kom” i: Vendsyssel Tidende. Torsdag den 8. april 1937. S. 10.
- Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum, Hjørring.
Projekt ”Synliggørelse af Hack Kampmann og hans bygninger i Hjørring Kommune” er lavet af bysbarn og landskabsarkitekt Charlotte Helsted i samarbejde med FBL - Hjørring, Hjørring Kommune og Vendsyssel Historiske Museum.
