-
Atlantvolden – fra skampletter til kulturarv
Befrielsen fra den tyske besættelse i maj 1945 betød, at en hverdag i fredstid atter kunne påbegyndes. Men hvordan lod det sig gøre langs den jyske vestkyst, hvor tusindvis af betonbunkere var blevet opført som et led i det tyske forsvar mod vest? Bunkerne påmindede befolkningen om en periode, hvor danske arbejdere byggede forsvarsanlæg for tyskerne, og i dette foredrag vil der blive fortalt om, hvordan man håndterede de store forsvarsanlæg fra tiden lige efter befrielsen, og om, hvorfor de både dengang og i dag har været en besværlig størrelse at håndtere.
-
Bunkerkunst i Nordjylland fra 1970 til i dag
Med udgangspunkt i forskellige kunstprojekter i Atlantvoldens bunkere udført i Nordjylland fra 1970 til i dag kastes der i dette foredrag lys over, hvordan tings tale kan forandre sig med tiden, for hvad er kunsten egentlig udtryk for? Hvordan hænger den sammen med Atlantvoldens bunkere og deres historie? Og hvilken indvirkning har det på bunkerne som erindringssted?
-
Fra fiskerleje til havneby
Hør historien om det fattige fiskerleje Lilleheden, der med tiden udviklede sig til den for såvel fiskeri, transport som erhverv betydningsfulde havneby Hirtshals. Den lange og seje kamp for at få både en redningsstation og en havn til dette lille forblæste område på den jyske vestkyst og byens deraf kommende udvikling, som med tiden nærmest eksploderede, vil være omdrejningspunktet i dette arrangement.
-
Hirtshals besat
At Hirtshals for godt 80 år siden var besat og fungerede som en kraftigt befæstet by er i dag svært at forestille sig. Vi ser ofte de grå betonbunkere, der ligger tilbage fra besættelsestiden 1940-1945, når vi bevæger os rundt i byen, men måske fæstner vi os ikke så meget ved dem. De er blevet en naturlig del af bybilledet. Sådan var det dog ikke, da de blev bygget, og denne periode vil der i dette foredrag blive fokuseret på: Hvordan var det for de lokale at leve i et besat Hirtshals? Hvorfor var de tyske soldater her overhovedet, og hvordan var det for dem at opholde sig i Hirtshals? Og hvad gjorde danskerne ved bunkerne efterfølgende, da en hverdag i fredstid skulle genetableres? Det er nogle af de spørgsmål, der vil blive besvaret i foredraget.
-
Hirtshals ved havet
Vores lokale guide giver et spændende indblik i byens og havnens historie på en rute gennem centrum og langs havnebassinerne. Turen går bl.a. til Hirtshals Kro, Husmoderstranden, Banegårdspladsen med den tidligere administrationsbygning og station, Den Svenske Sømandskirke, Hirtshals Kirke og slutter ved Hirtshals Museum, Vanggårdsgade 10B. Turen krydres med fortællinger om flere på hver sin måde markante skikkelser gennem tiden.
-
Omvisning på Bunkermuseet i Hirtshals
På denne omvisning kan du blive klogere på de tyske bunkeranlæg i Hirtshals, som var meget stærkt befæstet under Anden Verdenskrig. Kom med rundt til nogle af de 70 lokaliteter, der er i tyskernes gamle 10. Batteri – vi ser på udstillinger i beboelsesbunkere, hospitals- og køkkenbunker og meget mere. Vi vil på rundvisningen også færdes i løbegravene mellem bunkerne og måske få en fornemmelse af, hvordan det var at være tysk soldat i dette lille hjørne af den store krig.
-
Smagen af Vendsyssel – bjesksmagning
Ingen har rigtig smagt på Vendsyssel, før de har smagt en bjesk. Det skal vi ved dette arrangement, hvor der også fortælles om en helt speciel person, der for alvor fik gjort danskerne opmærksomme på den helt særlige drik krydret med naturens vilde planter. Nemlig hjemmesygeplejerske Signe Hansen, der boede i Hirtshals fra 1933 til sin død i 1985. Hjemme hos Signe kunne man få forvandlet en flaske medbragt smagsneutral snaps til en bjesk, fuldstændig som man kan på Hirtshals Museum i dag. Der vil ved denne lejlighed blive fortalt om, hvorfor bjesken i sådan en grad har vundet indpas i Vendsyssel og måske særligt i Hirtshals og om, hvordan vi på museet laver bjesk og af hvilke planter.







