BØRNEASYLET

Adresse: Jernbanegade 15

Opført: 1876

Det er i dag ikke muligt at identificere det børneasyl, der i 1876 blev opført efter tegninger af Hack Kampmann. Den bygning, man ser i dag, er stærkt ombygget og udvidet. Derfor er den heller ikke markeret med skilt, men må nøjes med omtale her på hjemmesiden.

Børneasylet, en form for privat børnehave, blev som institution etableret i 1863; men efter nogle år kom man i pladsnød og ønskede i midten af 1870erne at bygge nyt. Hack Kampmanns far, der var provst i byen, var involveret i indsamling af penge til den nye bygning og har formentlig i den sammenhæng bragt sin søns navn på bane som arkitekt. Hack Kampmann var 20 år og lige begyndt på arkitektuddannelsen, da han tegnede asylet i 1876. Det er således et meget tidligt værk.

Bygningen forblev børnehave frem til 1940 og fremstod indtil da uden mærkbare ændringer siden opførelsen. Værnemagten beslaglagde i besættelsesårene bygningen; men efter krigen blev funktionen som børnehave ikke genoptaget, og bygningen gennemgik voldsomme ændringer:

  • I 1947 blev venstre side af facaden ændret til butiksfacade.
  • I 1949 ændredes resten af facaden til butiksfacade.
  • I 1960 blev der bygget en etage på med to lejligheder. Overetagen blev længere end stueetagen og blev bygget sammen med nr. 13, så der opstod et portrum mellem bygningerne. Dette er dog sidenhen inddraget. Endelig blev bygningen gjort betydeligt bredere.
  • I 1990 flyttede den lokale ugeavis ind i stueetagen, og facaden fik det udtryk, den har i dag.

Siden 2001 har stueetagen rummet en restaurant. Det murværk, der stadig eksisterer fra asylets opførelse, findes i en stor del af facadens stueetage, i godt halvdelen af sydgavlens stueetage og i nogle indvendige mure.

Kilder:

  • Helle Thrane: ”Hjørring Børneasyl – Hjørring Folkebørnehave” i: Per Lysdahl (red.): Vendsyssel Nu & Da 2002, nr. 21. Hjørring, 2002. ss. 32-37.
  • Hjørring Kommunes byggesagsarkiv.

Projekt "Synliggørelse af Hack Kampmann og hans bygninger i Hjørring Kommune" er lavet i et samarbejde mellem initiativtager og arkitekt Charlotte Helsted, FBL Hjørring, Hjørring Kommune og Vendsyssel Historiske Museum.