fbpx
Nanny Faye
27. september 2024
Signe Hansen
27. september 2024
Nanny Faye
27. september 2024
Signe Hansen
27. september 2024

Kirsten Marie ”Skov-Kirsten” Lomborg

(1827-1899)
Prædikant

”Skov-Kirsten” blev født i Tårs Sogn med det borgerlige navn Kirsten Marie Larsdatter i 1827. Hendes morfar havde været skovfoged, så navnet ”Skov” kom til at følge familien.

Kirsten havde et godt hoved og var fra barnsben god til at lære. Hårdere fysisk husarbejde, som var et vilkår for mange af samtidens unge kvinder, kneb det dog med, efter at hun kom svært til skade med sin arm i en kælkeulykke som 14årig. Hun lærte dog at væve og læste mange bøger i sin fritid.

Da der blev religionsfrihed i Danmark efter grundlovens indførelse, vandt mormonerne frem i Vendsyssel. Også Kirsten fik interesse for deres forkyndelse, men hendes far forbød hende at tage til mormonernes møder og betegnede deres religiøsitet som en vranglære. Kirsten deltog dog i endnu et af mormonernes møder, hvor prædikanten fordømte dåben. På vej hjem fra mødet var Kirsten forvirret og fortvivlet, så hun bad Gud om hjælp. Nu var det, som om en engel hviskede hende i øret, at fred og frelsen findes i dåben. Fra dette øjeblik havde den begavede pige fundet sin vej.

Kirsten gav sin religiøse holdning til kende, og naboerne begyndte at invitere hende for at tale om det kristne budskab. I første omgang ville hun dog kun tale for større forsamlinger i mørke. Rygtet om, at hun talte bedre end nogen præst, bredte sig, og når stuerne blev for små på gårdene, måtte hun tale i laden eller på gårdspladsen.

Med sin tale og stærke tro svækkede hun sandsynligvis også mormonernes fremtog på egnen. Flere præster begyndte dog at klage over denne unge kvindelige prædikant, så Kirsten måtte opsøge biskoppen i Aalborg. Først mente biskoppen, at Kirsten overtrådte apostlen Paulus bud om, at kvinder skal tie i forsamlingen. Kirsten insisterede dog på, at hun havde hørt et kald, og i løbet af samtalen blev biskoppen mildere stemt over for Kirsten. Han skrev til præsterne, at de skulle lade Kirsten fortsætte med at forkynde sit kristne budskab.

Hun blev dog ikke viet som præst, men var nok den første kvindelige prædikant med folkekirkens accept i Vendsyssel. Hun blev kendt ud over landsdelens grænser, blev venner med ægteparret Grundtvig og mødte enkedronning Caroline Amalie.

Ved et religiøst møde på Mors traf hun fuldmægtig Christian Lassen Lomborg, som hun blev gift med som 39årig og fik to børn sammen med. Parret bosatte sig i Thisted. Ægteskabet satte hendes forkyndelsesrejser på en foreløbig pause. Da hendes mand døde i 1880, begyndte Kirsten igen at tage ud for at prædike, bl.a. til Vendsyssel. Hendes helbred var dog ikke godt, og hun døde i foråret 1899. Ved et af sine sidste besøg i Vendsyssel i sommeren 1898 havde hun bl.a. talt om dåben, der spillede en central rolle i hendes tro.

Tag på en rejse gennem Vendsyssels historie!

Blot 100 meter herfra finder du Vendsyssel Historiske Museum, hvor vi i over 135 år har fortalt historierne om vores fælles vendelboske arv. Udforsk de store udstillinger og hør de mange spændende fortællinger, der bringer fortiden til live. Smut over til Museumsgade og oplev historien – vi glæder os til at byde dig velkommen!