Ane Elisabeth Rasmussen
27. september 2024Christiane Rasmussen
Christiane Rasmussen (1862-1925) &
Ane Elisabeth Rasmussen (1860-1947)
Bestyrerinder på Hjørring Børneasyl

Christiane og Ane Elisabeth Rasmussen, fotograferet i 1912 af Kirstine Lund. Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum.
Hjørring Børneasyl blev oprettet i 1863 af byens Velgørenhedsforening. Hertil ansatte man en ”Asylmoder”, en maler Poulsens enke. Hensigten med asylet var at ”...yde et fattigt Hjem en Haandsrækning [ved at] byde Moderen Hjælp ... saa at hun har Hænderne fri til Arbejde.” Asylet var altså en privat børnehave.
De første 13 år havde asylet lokale i den gamle sygehusbygning i Nørregade (Købmand Riis’ Gård). Men antallet af asylsøgende børn steg støt, fra omkring 12 i starten til omkring 70 ti år senere, så pladsen blev for trang i det enlige lokale.
Velgørenhedsforeningen begyndte at samle ind til en ny bygning, og 1876 havde man, ved tilskud fra private og ved overskuddet fra grundlovsfesterne i Plantagen, fået samlet så stor en sum, at man kunne opføre sin helt egen bygning. Den nye bygning blev opført i Jernbanegade 15, efter tegninger af den senere så kendte arkitekt Hack Kampmann.

Børneasylet i Jernbanegade fotograferet før Anden Verdenskrig. Bygningen er i dag kraftigt ombygget og rummer et pizzeria. Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum.
I 1892 besluttede Velgørenhedsforeningen at gøre asylet til en selvstændig stiftelse med egne vedtægter, egen bestyrelse og egen kapital. Den daglige drift hvilede dog fortsat på frivillige private bidrag indtil 1918, hvor man begyndte at modtage tilskud fra stat og kommune.

Christiane Rasmussen med børn uden for børneasylet i Jernbanegade. Antagelig 1920erne. Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum.

Christiane Rasmussen med barn i sandkasse. Antagelig 1920erne. Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum.
Ledelsen af børneasylet – og senere børnehaven – blev gennemgående varetaget af kvinder, ofte enker eller ugifte frøkener. I 1881 blev enkefru Poulsen afløst af enkefru Christensen. Omkring århundredeskiftet overgik bestyrerrollen til søstrene Christiane og Ane Elisabeth Rasmussen. De blev afløst af frk. Olga Nielsen, der varetog jobbet fra 1927-1939. I Olga Nielsens tid ændrede børnehaven i 1930 navn til Hjørring Folkebørnehave, og man begyndte at opkræve en (symbolsk) betaling fra forældrene.

Børn på børneasylet i Jernbanegade fotograferet af Kirstine Lund i 1902. Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum.
I 1939 lukkede børnehaven midlertidigt, da Olga Nielsen afgik ved døden. Et år senere overtog kommunen institutionen, men da værnemagten beslaglagde bygningen, blev en genåbning af børnehaven udskudt. Først ti år senere, i 1950, blev Folkebørnehaven genåbnet, nu i nye lokaler i Dronningensgade. Børnehaven var af mange hjørringensere kendt som Pilehuset, der dog desværre måtte vige for boligblokke i forbindelse med projektet ”Byen i Parken”, der blev opført fra 2021 og frem.

Ane Elisabeth Rasmussen fotograferet af Kirstine Lund, 1912. Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum.
Tag på en rejse gennem Vendsyssels historie!
Blot 100 meter herfra finder du Vendsyssel Historiske Museum, hvor vi i over 135 år har fortalt historierne om vores fælles vendelboske arv. Udforsk de store udstillinger og hør de mange spændende fortællinger, der bringer fortiden til live. Smut over til Museumsgade og oplev historien – vi glæder os til at byde dig velkommen!