Flintsegl fra Kirkholt

Flintsegl_kirkholt

 

Flintsegl kirkholt Vendsyssel Historiske Museum Arkæologi

I museets samling af arkæologiske genstande findes et fornemt flintsegl, der stammer fra området omkring Kirkholt. Seglet skal dateres til neolitikum – bondestenalderen – hvor befolkningen, som navnet antyder, var blevet agerbrugere. Form og teknik antyder en datering til stenalderens slutfase, dvs. århundrederne omkring 2000 f.Kr.

I denne del af stenalderen er flinthuggerarbejdet præget af et meget højt niveau. Seglet er 18,5 cm langt, knap 4 cm bredt, men ikke tykkere end beskedne 0,8 cm! Seglet er fladehugget, hvilket er en teknik, der kendes fra de samtidige flintdolke.

På seglet kan der iagttages en såkaldt gloss, hvilket er en art skinnende patina, der kendetegner flintgenstande, der er blevet slidt ved gentagen brug. Ved slidsporsanalyse, hvor man i mikroskop detailstuderer flintgenstanden, er det undertiden muligt at vurdere netop, hvad seglet har skåret.