Fattigbøssen

Vrensted-sogns-fattigbøsse

Vrensted-sogns-fattigbøsseVrensted sogns fattigbøsse fra 1721.

Næppe nogen kan vel i dag rigtig forestille sig den fattigdom og elendighed, som herskede i tidligere århundreder. For den uarbejdsdygtige var tiggeri den eneste udvej til livets opretholdelse, og i tusindvis drog gamle, krøblinge og sindssyge fra gård til gård for at bede om almisse.

Til brug for tiggerne fremstillede sognene en fattigbøsse af kobber eller messing, som kunne gå på omgang mellem de fattige. På den bevarede fattigbøsse fra Vrensted er indridset en tegning af en gammel mand med tiggerstav, samt indskriften:

“Wrensted Sogns fattiges omgangs Bøsse An-no 1721 god avten i guds Børn gud sign ier mad og spise A ber Jer om at I for guds skyld vil beviise mæ nogen hielp og gi mæ fatte stackels mand Een skilling eller To Hver af ier i sin stand Udi min Bøsse gud vil ier igien betaale Fie dobbelt og Jer gi med en fuld maalet skaale Tack for de penge i mæ gav god næt far val gud lønne ier igien i monne tudsind Tal”.

I 1803 blev udstedt en forordning, som bestemte, at hvert sogn skulle sørge for sine fattige, men stadig ved hjælp af frivillige gaver. Til at holde fremmede tiggere væk fra egnen ansatte man en betjent, en stodderkonge, hvis værdighedstegn og våben var en morgenstjerne med solide jernpigge.