ETNOGRAFISK SAMLING

I perioden mellem 1892 og 1981 er der tilgået Vendsyssel Historiske Museum (VHM) etnografica fra Afrika, Amerika, Arabien, England, Grønland, Grækenland, Indien, Iraq, Island, Kina, Congo, New Zealand, Persien, Polen og Samoa-øerne.

En af de sidst registrerede genstande er et lerkar, som stammer fra Slottet Marienburg, Happenbruck, Ruttkowski i Polen. Karret stod i slottets kælder sammen med adskillige andre kar (fra jernalderen), som munkene havde fundet, fyldt med brændte ben, og derefter solgt som relikvier. Overlæge Johannes Thyssen, Hjørring erhvervede lerkarret i Polen lige efter 2. Verdenskrig og i 1967 skænkede Thyssen lerkarret til VHM.

Thyssens eksempel er karakteristisk for de fleste etnografiske samlinger, der findes i VHMs besiddelse. Samlingerne består af nogle få genstande, og de er overdraget til museet af personer fra Hjørring og opland eller af personer med anden tilknytning til egnen. To etnografiske samlinger skiller sig ud med hensyn til antallet af genstande, det er Christian Lautherborns østafrikanske samling og den grønlandske samling.

DEN GRØNLANDSKE SAMLING
Den grønlandske samling, som er den største med hensyn til antallet af genstande, består af 296 genstande. Størstedelen af de 296 genstande er indsamlet af kolonibestyrer C. Lytzen i Grønland omkring slutningen af 1800-tallet, mens det er kolonibestyrerens søn, overretssagfører Sven Lytzen, Hjørring, der har skænket genstandene til VHM i 1946. En udateret og usigneret kommentar til enkelte af genstandene tilkendegiver, at genstandene stammer fra den palæoeskimoiske kultur, Dorset-kulturen, og at de kan dateres til perioden ca. 700 f.Kr. - 1300 e.Kr. og Sark'ak'-kulturen, som informanten ikke har tidsfæstet.

Derudover har grosserer Johan Goldschmidt i 1895, frøken I. Lønborg Friis i 1956, Karen M. Holst i 1959, grosserer P. Portefee Hansen i 1964 og fru Ellen Nielsen, Halvorsminde ungdomsskole i 1966 bidraget med enkelteffekter til VHMs grønlandske, etnografiske samling.

CHRISTIAN LAUTHERBORNS ØSTAFRIKANSKE SAMLING
Vendsyssel Historiske Museums østafrikanske samling består af 87 genstande, hvoraf de 85 genstande (herefter omtalt samlingen) er indsamlet i Tysk Østafrika (Tanzania) af inspektør og plantagebestyrer Christian Lautherborn (CL). Samlingen består af 8 buer, 11 kastespyd, 7 lanser, 19 pile, 2 pilekoggere, 10 pileskafter, 3 økser, 2 skjolde, 3 køller, 3 trommer og 17 genstande registreret under diverse.

Samlingen er kommet i VHMs besiddelse i 2 omgange idet CL i 1893 skænkede museet en samling på 6 genstande, buer, pile og kastespyd (reg.nr. 3436-3441), mens Caroline Carlsen, gift med chefredaktør Vilhelm Carlsen, Vendsyssel Tidende og søster til CL, skænkede resten af samlingen til museet i 1907 (reg.nr. 8491-8574, 12647-12648 og 1962/169-173).

Den følgende registrering af CLs østafrikanske samling er baseret på museets kategorisering. I de tilfælde, hvor samlingen afviger fra registreringskortene, er det anført under den aktuelle kategori under "bemærkninger". De proveniensoplysninger, der er tilgængelige på VHM, er sparsomme. Men en stor del af Christian Lautherborns private breve til familien i Danmark fra perioden 1888 - 1906 er bevaret på Det Kgl. Bibliotek, og i kopi på VHM, derfor er det muligt at bekræfte genstandenes proveniens.

VHM nyere tid etnografisk 3 VHM nyere tid etnografisk 2 VHM nyere tid etnografisk 1